“Pri-vat-bi-lis-me” rimer ret dårligt på “bæ-re-dyg-tig-hed”. We know. Giver det overhovedet mening at tale om et bæredygtigt kørekort?!
Nej, for vi burde alle sammen cykle på bambuscykler, køre i el-bus eller løbe. Klart. Vi er helt enige.
Men WorldPerfect arbejder i den virkelige verden, hvor folk fx tager kørekort, fordi de gerne vil køre bil. Når vi ved det, så må vi arbejde ud fra det og undersøge hvordan man kan gøre det så bæredygtigt som muligt. Og det kan man med flere forskellige tiltag som WorldPerfect er kommet frem til i samarbejde med GrønBilist:
1) Lær eleverne at køre ordentligt. Kør rigtig i gearene, kør i de grønne bølger osv.
2) Klimakompenser for udledt CO2 ved at plante træer.
3) Vær for alle = vær billig.
4) Kør i en el-bil, så alle kan se at det fungerer 100 %.
5) Vær omdrejningspunkt for samkørselsordninger.
Ikke alle WorldPerfects tiltag er implementeret (endnu), men GrønBilists koncept er rigtig godt på vej med punkt 1-3. Punkt 4-5 er i venteposition. Det er fx forbudt at give køretimer i el-bil, og det tager ret meget tid at være omdrejningspunkt for en samkørselsordning. Og tid har GrønBilist ikke: De er ved at lære nye bilister op til energirigtig kørsel. Synes godt om.
Det lærte vi også: Idealisme kan vælte læsset, realisme kan gøre en forskel. … Men idealisme hjælper os altså lige tanden videre.